Anbefalinger til knudepunkter
På baggrund af arbejdet med at planlægge og afholde knudepunkter i projekt Sundt af-STEMt, har projektets parter udarbejdet en række anbefalinger til, hvad der er vigtigt at holde for øje, hvis man ønsker at kombinere undervisningen i case-materialet med fællesaktiviteter på tværs af uddannelsesniveauer. Erfaringen fra projektet er, at det har en meget motiverende effekt at møde ældre elever og studerende, som har beskæftiget sig med samme faglige emne. Men der er brug for klare rammer for mødet, hvis det skal opleves meningsfuldt af alle parter:
Tydeligt formål
Der skal være et tydeligt defineret formål med fællesaktiviteten– det skal være meningsgivende (både for den enkelte og i gruppearbejdet).
God forberedelse
At være godt forberedt og have et ansvar er en forudsætning for det gode møde på tværs. Det er således vigtigt at eleverne har arbejdet med casen inden de mødes, så alle er forberedte, ‘inde i emnet’ og kan være nysgerrige på hinandens tilgang og udbytte.
Tæt kommunikation
Det er vigtigt med en tæt kommunikation på tværs af de involverede skoler forud for fællesaktiviteter, så alle parter er lige involverede. Optimalt har hver skole én kontaktperson/koordinator, som har ansvar for koordineringen, og som indgår i en arbejdsgruppe med de andre skolers koordinatorer.
Fælles fortælling
Det er vigtigt at have en fælles drøftelse på tværs af skoler af, hvordan I sikrer, at eleverne får en fælles fortælling og oplever sammenhæng, så de føler sig som en del af et fælles forløb.
To niveauer ad gangen
Det giver ikke nødvendigvis optimal værdi, at alle niveauer mødes samtidig. Det kan være meget udfordrende at lave værdifuldt indhold på tværs af alle tre niveauer. Anbefalingen fra projektet er derfor, at to niveauer mødes ad gangen; ex folkeskole og ungdomsuddannelse.
Det giver læring at lære fra sig
De SDU-studerende i projektet ville gerne vejlede og formidle viden/opgaver til de deltagende gymnasieelever, idet de oplevede et godt fagligt udbytte heraf. Læring kan på den måde ske både ‘opad’ og ‘nedad’ ved en fællesaktivitet.
Praktiske aktiviteter har stor værdi
Aktiviteter med et praktisk islæt - noget, man kan gøre - fungerer godt på knudepunkterne. Der skal måles, vejes, bevæges, afprøves og undersøges.
Prioritering af det sjove og sociale
For de deltagende fra folkeskoler og ungdomsuddannelse er det vigtigt med en god balance mellem fagligt og socialt indhold. Dagen skal helst være en sjov oplevelse. Det sociale rum er afgørende for opbygningen af et godt samarbejde. Eksempelvis er dette blevet skabt ved at folkeskoleeleverne har faciliteret ”icebreaker”-lege ved fællesaktivitetens start.
Balanceret antal elever
Knudepunkterne fungerer bedst, hvis der ikke er et stort overtal af elever fra én uddannelsesinstitution.
Overvej timing
Fællesaktiviteter kan med fordel placeres tidsmæssigt inden folkeskoleelever søger ind på gymnasiet, så mødet med de ældre elever kan nå at påvirke deres uddannelsesvalg.